Familieferie i skønne Rabac
Sidste sommer tog vi på en dejlig ferie til Rabac, som ligger på Istriens østkyst. Rabac er en gammel fiskerby, som hen over de seneste år har udviklet sig til at være en meget attraktiv badeby.
Langs promenaden finder du mange forskellige strande.
Du finder Rabac på Istriens østkyst.
Vi havde 3 små børn med på 4, 2 og 1 år, og de fleste der rejser med små børn ved, at ferien bliver på børnenes præmisser. Da vi fik børn, fandt vi hurtigt ud af, at det hele handler om planlægning, hvis ferien skal blive en god oplevelse for mor, far og rollingerne. Inden vi gik i gang med at lede efter det rigtige sted, opstillede vi derfor følgende krav:
- Stedet vi skulle bo på, skulle ligge lige i nærheden af stranden, så når de små blev trætte, kunne vi hurtigt putte dem.
- Lejligheden eller hotellet skulle have et køkken. På denne måde kunne vi selv bestemme, hvornår vi skulle spise, og desuden er lidt billigere at selv lave maden.
- Der skulle være gode legepladser og adgangen til stranden skulle være nem.
Rabac 2016. Indsendt Kelli Jo Deatherege på vores Facebook.
Rabac var et godt valg for vores familie, for afstanden mellem strand og hotel tog ikke længere end 5 min, og det viste sig at være vigtigt, fordi når de små blev trætte eller sultne, skulle vi ikke langt. De fleste hoteller i Rabac ligger lige ud til vandet, så det var ret nemt og overskueligt. Vandet var krystalklart, og vi nød at de små klipper adskilte strandene i små dele, for på denne måde skulle vi dele “vores” strand med højst 1-2 andre familier. Der var også andre lange og flotte strande, men vi synes, at det var rart med de små strande, hvor der ikke var en rend af mennesker, og på denne måde undgik vi en del stres, der kan være forbundet med at holde øje med tre børn på en gang. Desuden var der også en flot strand lige 1 km fra vores, hvor det var tilladt at have hunden med. Der er flest stenstrande i Kroatien, og Rabac var ingen undtagelse, og selvom at det kan være hårdt at gå på de store sten, prøvede jeg alligevel at lære mine børn at gå uden badesandaler, for det føles virkelig som zoneterapi for fødderne, når man endelig lærer at gå i bare tær.
Vandet var så rent og så klart.
Om aftenen kunne man gå en tur langs den smukke strandpromenade, der er omgivet af caféer, små restauranter, isbarer og sjove legepladser for de mindste. Desuden er strandpromenaden ideel til lange løbeture om morgen, men du kan også nøjes med at opleve promenaden i et børnetog, som kører flere gange i døgnet. Hvis køleskabet skal fyldes op, så bliver du nok nødt til at kører 5 km til et af de store supermarkeder som fx Konzum og Plodine, for vi synes at udvalget af madvarer var ret kedeligt i det lille supermarked, som lå i nærheden af vores hotel.
Endagstur til Rovinj
Vi valgte at besøge byen Rovinj en af dagene, da de grå skyer trak over Rabac. Vi bestillte en taxa fra hotellet, fordi vi var 7 personer, som skulle afsted. Turen fra Rabac til Rovinj tog lidt over 1 time, og vi aftalte med taxachufføren, hvornår han skulle hente os igen. Turen kostede 120 kr tur/retur pr. person, og var alle pengene værd. Rovinj er en af de slags byer, som du skal opleve, hvis du befinder dig på Istrien. Læs mere om byen her
De charmerende gader i Rovinj
Endagstur til Motovun
Jeg havde besluttet mig for, at jeg i år skulle besøge den gamle middelalderby Motovun, som ligger i hjertet af Istrien. Kørerturen fra Rabac tog 1 t 30 min, og fører dig gennem den grønne del af Istrien, som består af grønne vinranker, smukke lavendelmarker og olivenplantager. Motovun er særlig kendt for sine eftertragtede hvide og sorte trøffler, og derfor vil du opleve, at maden er formidabel i Motovun. Læs mere om byen her
Udforsk Labin
Vi besøgte også den charmerende lille gamle bydel i Labin, der kun gemmer sig 5 km fra Rabac, og står så smukt på en lille bakketop. Panoramaudsigten over Rabac er enestående, og den bliver endnu bedre, hvis du tør at tage turen op ad de stejle trapper på klokketårnet Sankt Justus. Tårnet er opført i 1623, den er 33 m høj og trapperne er meget gamle. Så er du advaret 🙂
Farverige paraplyer. små gallerier og det smukke klokketårn midt inde i byen er en stor del af Labins charme.
Udsigten fra den 33 m høje klokketårn i Labin.
Det lyder skønt og virkelig familieegnet.
Må jeg spørge hvordan I rejste – og hvilket hotel I boede på?
Hej Maria
Tak for dit spørgsmål. Rabac var virkelig et skønt sted. Vi kørte fra Zagreb til Rabac med bil, hvilket er en tur, som tager ca. 2t 30min. Hotellet hed Allegro og var et almindeligt 3stjernet hotel, hvor der ikke var gjort det vilde ud af indretningen. Men vi havde så 3 store værelser som vendte ud mod vandet, og vi havde den smukkeste udsigt, så vi kunne sagtens leve med indretningen 🙂 Jeg hørte fra hotellet, og de vil bygget et nyt hotel, som skulle være klar til sommer 2017, og rive det gamle ned. Jeg ved ikke, hvor langt de er nået med processen, men der ligger så mange hoteller lige ud til vandet i Rabac. Hvis I skal flyve, så hedder den nærmeste lufthavn Pula. Selve køreturen fra Pula til Rabac tager omk. 1 time. Jeg håber, jeg fik besvaret dine spørgsmål. Du er altid velkommen til at skrive til os igen.
Mange hilsner,
Kristina
Tak, Kristina – jeg fik svar på mine spørgsmål.
Vi er en familie med tre piger på 9, 6 og 3 år – og det er første gang vi har mod på at køre sydpå selv – og synes Istrien virker så tillokkende. Men kan ikke helt finde ud af om, det skal være hotel-lejlighedsferie – eller om vi skal prøve mobilehome på en stor campingplads.
Hej Maria.
Det var også et spørgsmål, som vi stillede os selv, inden vi tog afsted. Fordi vores drenge var så små, så kunne vi se at vi havde brug for mere plads, end vi kunne få i mobile homes. Men når dine piger er så store, så kan I sagtens også vælge mobile homes – måske kommer det i den sidste ende an på ens behov. Her kunne vi bo tæt på vandet, men også have masser af plads. Jeg kan kun sige, at vi var ret glade for at bo på et hotel. Istrien er fantastisk, og jeg er sikker på, at I får en dejlig tur. Håber du finder det helt rigtige for din familie 🙂
Hej Kristina
Vi skal også snart til Rabac i Kroatien og vil køre derned i egen bil. Har I eller kender I nogen, der har kørt hele turen selv?
Hvis “ja”, kan I/de anbefale nogle gode overnatningssteder på vej ned ?
Hvilken dejlig side du har her. Gode fif og ideer. Vi glæder os helt vildt til at besøge landet.
De bedste sommerhilsner
The Linds
Hej Dorthe
Tak for dine fine ord mht. bloggen 😉 Jamen, jeg kører altid til Kroatien, men jeg plejer at tage den i et stræk, men jeg vil lige høre, hvor I har tænkt jer at overnatte – Tyskland el Østrig? En god idé er at undersøge på forhånd på nettet, hvor der er gode overnatningssteder omk. det sted, I ønsker at holde pause. Du er meget velkommen til at skrive igen 🙂
Håber I får en fantastisk tur til Kroatien.
Mange sommerhilsner
Kristina